Hvis du vil undgå kræft, så spis mad med syntetiske farvestoffer.
Sådan lyder rådet, hvis man skal tro nye forskningsresultater fra Oregon State University i USA.
Forsker Gayle Orner har fodret ørreder med farvestoffer. Farvestoffer er for nyligt blevet beskyldt for at gøre børn hyperaktive, men ifølge Orner har de haft en positiv virkning på fiskene.
Efter ni måneder var der 50 procent færre tilfælde af kræft i maven og 40 procent færre tilfælde af kræft i leveren.
- Den generelle opfattelse er, at farvestoffer er dårlige, men nogle af dem kan have en god effekt, siger Gayle Orner ifølge New Scientist.
Fodringen af fiskene svarer til at spise en masse slik og drikke en masse sodavand. Forskeren advarer dog mod, at man gør dette i håb om at undgå kræft.