Retssagen mod en 38-årig kvinde, der er tiltalt for at stukket sin mor ihjel, fortsatte tirsdag.
Under dagens retsmøde vidnede en af de betjente, der havde været med til at anholde kvinden, der er skolelærer.
Drabet fandt sted i Suldrup 29. juli sidste år i den 38-årige kvindes forældres hjem, og skolelæreren hævder, at det var hendes far, der dræbte moderen.
Betjenten forklarede i retten, at kvinden, der blev arresteret i sit hjem spontant havde udbrudt:
- Det er ikke mig, der har gjort det. Det er ham, skriver Bt.dk.
Kvinden havde derefter hævdet, at de skader hun havde på armen var afværgelæsioner, men havde hurtigt rettet det til, at det var hudafskrabninger.
Betjenten fortalte også, at efter hans vurdering virkede skolelæreren mere irriteret end overrasket over politiets tilstedeværelse.
Kvindens far, en 62-årig pensioneret cheflæge, vidnede også i retten. Han forklarede, at han ikke vidste, hvorfor datteren havde dræbt hans kone, den 60-årige Hanne Lene Flachmeyer
- Jeg har diskuteret det meget med mine andre børn og har ikke fundet en forklaring. Jeg har gjort en masse gætterier, som jeg ikke synes, jeg skal komme med, forklarede lægen ifølge Politiken.dk.
Han forklarede også, at moderen var bange for sin datter. Forældrene havde mistænkt hende for at have sat ild til deres fjernsyn ligesom de havde set hende gå rundt på gårdspladsen foran deres hus en nat med en benzindunk. Derfor havde forældrene skiftet alle låsene i deres hjem ud.