Tillidsfuld og vellidt. Sådan beskrives en tidligere præst fra Tømmerup Kirke af flere borgere fra det lille lokalsamfund ved Kalundborg.
Nu sidder han på anklagebænken blandt andet tiltalt for at have haft sex med syv børn samt at have blufærdighedskrænket yderligere fem.
Det fjerde retsmøde i sagen mod den 47-årige indledes med en vidneforklaring fra en 13-årig piges far i Retten i Holbæk.
Præsten skal ifølge anklageskriftet have haft et seksuelt forhold til pigen.
Men pigens far havde svært ved at tro på rygterne, der sidste år florerede i byen. Mange snakkede om, at den vellidte præst skulle have begået seksuelle forbrydelser, men han var sikker på, at det blot var rygter.
- Præsten fortalte selv, at der gik nogle grimme rygter i byen. Og så sagde jeg, at han skulle melde det til politiet. Men det ville han ikke, for han ville ikke skade nogen, forklarer manden fra vidneskranken.
Hans datter var i første omgang indkaldt som vidne i forhold til en 12-årig drengs påstand om præstens overgreb. Drengen var den første af børnene til at stå frem med anklager mod præsten 23. maj 2016.
I præsteboligen fandt politiet dog to måneder senere omfattende børnepornografisk billedmateriale - blandt andet optagelser af hans seksuelle overgreb på flere af børnene.
Heriblandt billeder af seksuel karakter af en helt ung pige. En pige, som politiet genkendte som den 13-årige.
- Jeg snakkede med hende om det og ændrede opfattelse af præsten, forklarer pigens far.
- Hun fortalte, at de havde været sammen, men det var i takt med, at der kom billedmateriale frem, så hun blev nødt til at fortælle det, siger han.
Præsten har i et tidligere retsmøde erkendt at have haft et seksuelt forhold til pigen, men nægter analsex samt at have kysset pigen i området omkring skridtet, som det ellers hævdes i anklageskriftet.
Af hensyn til pigens unge alder og de intime detaljer, som måtte komme frem, bliver dørene lukket for offentligheden under hendes vidneforklaring.
Præsten skal ligeledes forlade retslokalet. Han bliver i stedet ført ind i et tilstødende lyttelokale.
Det vil skade den 13-åriges vidneforklaring, hvis præsten er til stede, lyder det fra pigens bistandsadvokat.
Yderligere tre forurettede børn skal tirsdag afgive forklaring i retten.
Sagen mod den 47-årige, der er tiltalt for i alt 30 forhold, ventes afsluttet i november.
/ritzau/