Faren til de to piger, der fredag morgen indebrændte i en bil nær Berlin i Tyskland, siger, at det var et uheld, og han nægter sig dermed skyldig i deres død. Det skriver bt.dk.
De tekniske undersøgelser i sagen er endnu ikke afsluttet, og man ved blandt andet ikke, hvordan bilbranden startede. Obduktionen af de to piger på ni og ti år har vist, at de var i live, da ilden brød ud.
"Jeg er afskåret fra at kunne gå i detaljer med, hvad han har forklaret. Kun kan jeg oplyse, at bilbranden ifølge hans version af begivenheder var et uheld. Derfor er han heller ikke sigtet for noget i øjeblikket," oplyser pressetalsmand Ralf Roggenbuck fra statsadvokaturen i Potsdam til bt.dk.
Den 40-årige far blev afhørt i går på den brandsårsklinik i Berlin, hvor han er indlagt. Han er selv stærkt forbrændt efter bilbranden, og det varer formentlig endnu nogle uger, inden han kan udskrives.