Den norske massemorder Anders Behring Breivik blev fredag idømt lovens strengeste straf forvaring på op til 21 år og minimum 10 års fængsel.
Det er en lettelse for familien til den dræbte danske kvinde Hanne Fjalested, der var blandt Breviks ofre den 22. juli sidste år.
- Det er en lettelse, at det blev forvaring og fængsel - det var det eneste, jeg ønskede, så vi ikke skal blive ved med at høre på ham, siger Per Balch Sørensen, der er far til Hanne Fjalested.
- Nu kommer der først noget om 10 år, så jeg er lettet over, at vi ikke skal høre mere til ham foreløbig.
Dommen betyder, at Anders Behring Breiviks sag først kan tages op igen om minimum 10 år.
Og den besked er en lettelse for Per Balch Sørensen, som havde frygtet, at Breivik var blevet erklæret utilregnelig og dermed kunne være "sluppet" med en behandlingsdom, der gang på gang skulle tages op igen.
Forvaringsdommen indebærer, at Breivik skal fængsles i mindst 10 år, hvor efter straffen kan forlænges for fem år ad gangen - også ud over de 21 år.
- Dommen sætter nok ikke punktum, men den har i hvert fald sat en meget lang tankestreg, siger han og fortsætter:
- Vi har stadig vores datter i vores tanker, og det bliver hun ved med. Hun skal ikke viskes ud, men han skal fjernes fra vores tanker.
/ritzau/