I den lille by Egebæk tæt ved Ribe har flere episoder på den lokale skole skabt dønninger i lokalsamfundet.
Det skriver JydskeVestkysten, der beretter om flere episoder om vold, overgreb og mobning.
Avisen omtaler en episode for nogle uger siden, hvor en elev blev slået af en større dreng fra skolen. Drengen blev holdt fast på jorden af to andre elever, mens en mobiltelefon optog hele optrinnet.
Adolf Klaaby er far til en dreng, der indtil for få uger siden gik i 5. klasse på skolen. En episode er årsag til, at sønnen nu er skiftet til en privatskole. Faren forklarer til JydskeVestkysten, at episoden foregik den 23. januar, hvor sønnen forgæves forsøgte at få hjælp fra sin klasselærer i en engelsktime.
Ifølge Adolf Klaaby blev sønnen ignoreret, hvilket fik ham til at sige til læreren: ”tror du ikke, du skal have et høreapparat”.
- Herefter kom læreren farende ned i klassen og rykkede min søn hårdt i armen. Så hårdt, at han fik et stort rødt mærke på armen, siger Adolf Klaaby, der påstår, at læreren trak sønnen i armen og smed ham ud af klassen.
Han kalder episoden for vold, men meldte ikke sagen til politiet.
Anita Kallesøe er skoleleder for Egebæk-Hviding Skole. Hun siger til JydskeVestkysten, at hun på grund af tavshedspligt ikke kan udtale sig om sager, som vedrører elever eller ansatte, men hun er citeret for at udtale følgende på et overordnet plan:
- Jeg kan sige, at der dagligt er episoder på vore skoler, hvor elever behandler hinanden uhensigtsmæssigt. Jeg kan også sige, at der dagligt er episoder, hvor elever er i konflikt indbyrdes. Nogle gange ender det med en voldelig episode. Men det er altså langt fra hverdag.