Da optiker Christian Gerhardt i 2002 vendte hjem fra udlandet med sit nye adoptivbarn og en fiks og færdig barsels-plan på plads, fik han et chok.
Barselsplanen var nemlig blevet til en sag, og hans arbejdsplads havde sendte ham et brev, hvoraf det fremgik, at hvis han holdt sin orlov som planlagt, ville arbejdspladsen forbeholde sig ret til at gå i retten og kræve erstatning for virksomhedens tab.
- Det var en rigtig dårlig start for hans barselsorlov, siger Anette Pedersen, formand for urmagerne og optikernes landssammenslutning.
Hjemme mandag og tirsdag
I dag - fem år efter - har Højesteret afgjort, at Christian Gerhardt havde ret til at holde sin barselsorlov, sådan som han havde planlagt. Nemlig at han gik hjemme mandag og tirsdag, men moderen holdt orlov onsdag, torsdag og fredag. En ny fleksibel barselsorlov er dermed blevet alle danskeres rettighed.
Selv ønsker Christian Gerhardt ikke at komme mere i pressen. Han oplyser via sin fagforening, at han er glad på kommende forældres vegne.
Anette Pedersen siger til Nyhedsavisen, at Christian Gerhardt dengang sagde sit job op, for at kunne holde barselsorlov som planlagt.
- Det var for svært at have sådan en sag hængende over hovedet. Heldigvis fik han arbejde et andet sted, hvor de accepterede hans ønske om barselsorlov, men hele hans orlov var overskygget af det her, siger hun.