En familie fra Helsinge er lørdag blevet indlagt på Rigshospitalets Traumecenter med kulilteforgiftning. Det oplyser vagtchef David Eckert fra Nordsjællands Politi.
Forgiftningen skyldes læk fra et naturgasfyr i hjemmet. Faren er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, fordi han justerede på fyret fredag aften.
- Familiens hus er under ombygning, og i aftes syntes de, der var koldt, så faren går ned for at justere fyret. Da de vågnede her til morgen havde de alle sammen hovedpine, svimmelhed og kvalme, fortæller David Eckert.
Familien ringede 112, hvorefter politi, brandvæsen og ambulancefolk rykkede ud. Alle fire familiemedlemmer blev indlagt på Rigshospitalets Traumecenter.
I huset kunne det konstateres, at der var sket et læk på anlægget. Hospitalet har oplyst til politiet, at familien er blevet forgiftet af kulilte.
Kulilte er en gas, som dannes ved en ufuldstændig forbrænding, hvor der ikke tilføres tilstrækkelig med ilt. Manglen på ilt bevirker, at der ikke dannes carbondioxid, også kaldet CO2, som der bør, men i stedet carbonmonoxid, kaldet CO eller kulilte.
Kulilte forhindrer de røde blodlegemer i at transportere ilt rundt i kroppen, og kan i værste fald være dødelig.
- Der er ingen tvivl om, at det havde været livstruende, hvis de havde opholdt sig der i længere tid. Men skulle have været der noget længere, end de var, fortæller David Eckert.
Vagtchefen fortæller, at familien lørdag bliver behandlet på Rigshospitalets Traumecenter, men de er uden for livsfare.
Politiet har valgt at sigte faren for overtrædelse af beredskabsloven, fordi han foretog justering af fyret, der er i strid med reglerne.
/ritzau/