To af de anholdte efter lørdagens antiterroraktioner i Sydney er far og søn.
Det oplyser det australske politi ifølge ABC News.
Den australske justitsminister, Michael Keenan, kalder det et "sofistikeret angreb", der blev forhindret, da politiet i Sydney i en stor aktion lørdag aften slog til mod fire adresser i millionbyen.
- Det er foruroligende, at vi har personer i vores samfund, der er villige til at begå skade mod andre ved at begå sådanne angreb, siger han til det australske tv-program Sunrise.
- Det er 13. gang, at vi har forhindret et betydeligt terrorangreb de seneste tre år. Og det viser, hvor godt vores politiarbejde virker, i hvad der har vist sig at være svære tider, siger Michael Keenan.
Fire personer blev anholdt, da politiet lørdag aften under flere aktioner satte ind over for det, som politiet betegner som et forestående angreb mod et passagerfly.
Ud over faren og sønnen var de to øvrige anholdte også i familie med hinanden. Det oplyser australsk politi til ABC News. Det er dog uvist, hvilken relation de to havde til hinanden.
Flere australske medier skriver, at en kødhakker var blandt de ting, der blev beslaglagt under lørdagens ransagninger.
Ifølge Channel 7 skulle kødhakkeren bruges til at smugle gift om bord på flyet.
Sikkerheden i de australske lufthavne er blevet skærpet. Det betyder, at flypassagerer er blevet bedt om at møde op i bedre tid. Samtidig opfordrer myndighederne til, at man medbringer mindre bagage end sædvanligt.
- Det er sikkert at rejse om bord på australske fly, understreger justitsministeren.
Australien, der er en af USA's tætte allierede, har skærpet overvågningen af radikaliserede, der vender hjem efter kampe i Mellemøsten.
Omkring 100 personer fra Australien er rejst til Syrien for at kæmpe for militante bevægelser som eksempelvis Islamisk Stat (IS).
Det oplyste Australiens immigrationsminister i juni.
/ritzau/