Når den ene forælder ikke betaler sit børnebidrag, lægger Udbetaling Danmark ud, så den forælder, der har forældremyndigheden, får pengene.
Og det var faktisk tilfældet for næsten 43.000 danske forældre sidste år. Det skriver TV2.dk.
Gælden til statskassen bliver så sendt til inkasso hos Skat. Men det er slet ikke så nemt for Skat at få kradset pengene ind.
Faktisk har staten lagt over otte milliarder kroner ud i børnebidrag, som ikke er blevet betalt tilbage af forældre.
TV2 har fundet en af de fædre, der ikke betaler børnebidrag, og altså sender regningen videre til skatteborgerne.
Og ifølge moderen til hans barn, har han råd til at betale, det han skal.
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være skatteborgernes problem, at der er en far, som har råd til at betale børnebidrag, men som ikke gør det, siger Louisa Kristensen, der er mor til Samuel på tre og et halvt år, til TV2.
Faderen, som er anonym hos TV2, ejer en række populære natklubber i København, og de billeder, han deler på sociale medier, tegner, ifølge TV2, også et billede af, at han ikke mangler penge.
Siden sønnen Samuel blev født, har han eksempelvis ejet to forskellige sportsvogne af mærket Maserati, der er en bil i millionklassen.
Statsforvaltningen har desuden på baggrund af hans indtægt og værdier fastslået, at han kan betale et særligt højt børnebidrag på cirka 6.000 kroner om måneden. Staten lægger kun ud for grundbeløbet, som er på cirka 1.300 kroner. Resten af beløbet skylder han til Louisa Kristensen, skriver TV2.