En kommunalt ansat i Odense blev lænket med håndjern til en håndvask, da en engelsk mand mandag havde overvåget samvær med sin datter.
Faren stak derefter af med datteren, men blev kort efter anholdt.
Tirsdag har en dommer i Retten i Odense varetægtsfængslet den 55-årige mand, der sigtes for frihedsberøvelse og vold mod sagsbehandleren og for at ville bortføre barnet, oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Anholdelsen af faren skete i Kongens Have nær banegården, og han havde datteren med sig.
Episoden med sagsbehandleren skete i forbindelse med et overvåget samvær. Det fandt sted i en lejlighed, har det regionale medie fyens.dk tidligere oplyst.
Faren havde åbenbart taget håndjern med til samværet. Det endte med, at han ifølge politiets sigtelse lænkede sagsbehandleren til armaturet på en håndvask i lejlighedens badeværelse.
/ritzau/