Ude på toilettet havde Lis Andersen lige akkurat fået trukket sine bukser op, da hun hørte et kæmpe brag, og så stod der pludselig seks kampklædte politimænd i hendes entre med en sort rambuk i hænderne. Dørkarmen var flækket, hængslerne dinglede løst og hoveddøren lå fladt henover gulvet. Lis Andersen kunne slet ikke fatte, at det der skete rent faktisk skete. Hendes forlovede Claus Stokholm Larsen, dengang flugtfange på syvende måned fra Vridsløslille Statsfængsel, gemte sig i panik. Hendes tvillinger Amanda og Cecilie på otte år, som Claus Stokholm Larsen egentlig havde været ved at putte, gav sig til at skrige. Hendes spædbarn Melina på en måned skreg.

»Det er ikke noget særligt,« sagde en politimand til de forskræmte tvillinger uden dog at være i stand til at overbevise dem om rigtigheden af, hvad han sagde. En narkohund pissede op af en skabslåge i køkkenet. Alt blev gennemrodet. En bekymret overbo kom ned og tilbød at tage børnene med ovenpå, men det ville politimændene ikke tillade. Claus Stokholm Larsen blev anholdt og ført bort. Tilbage sad Lis Andersen og hendes tre børn ulykkelige og forskræmte i et rodet hjem uden en hoveddør.

»Hold kæft, hvor var det pilråddent. En halv time forinden var jeg kommet gående med barnevognen og tvillingerne lige forbi de buske, hvor det viste sig, at politimændene lå og gemte sig op til anholdelsen. Der kunne de bare have tilbageholdt os stille og roligt, og så været gået ind i lejligheden for at anholde Claus. Men i stedet ventede de, til vi var hjemme allesammen,« siger Lis Andersen. Hun er vred over, at hendes børn kom til at opleve så voldsom en anholdelse og ransagning af deres hjem. For det er velkendt, at det ofte afstedkommer både angst, frygt og utryghed for børnene.

Lis Andersen mødte Claus Stokholm Larsen via en kontaktannonce på tekst-tv side 490. Hun var enlig mor med hendes tvillinger, og hun savnede en kæreste.

»Jeg faldt over en annonce, hvor der stod »Manden 1, Albertslund, 1.83 høj, sidder inde«, og jeg tænkte ikke lige over, hvad »sidder inde« betød. Men da jeg fandt ud af, at Claus sad i Vridsløselille på en dom for narko, ville jeg alligevel stadig gerne se ham. For det betød ikke så meget for mig, hvad han havde lavet før, hvis ellers han havde tænkt sig at lade være med at fortsætte med det,« siger Lis Andersen. Hun havde tidligere været kærester med biker-typer og er ikke til kontor-typer . Claus Stokholm Larsen var lige netop sådan, som Lis Andersen synes, at mænd skal være for at være attraktive.

Efter andet besøg hos Claus Stokholm Larsen blev Lis Andersen gravid. Hun var i tvivl, om hun skulle beholde barnet, men da han slet ikke ville høre tale om abort, valgte hun at beholde det. Claus Stokholm Larsen søgte om tilladelse til at være med til jordemoderbesøg, scanninger og fødsel, men fik afslag. Ifølge en skrivelse fra Kriminalforsorgen var grunden til afslaget, at »det ikke fremgår... at indsattes tilstedeværelse er vigtig«. Det fik Claus Stokholm Larsen til at flygte fra Vridsløselille. I syv måneder gemte han sig for politiet, og i aftentimerne og i weekenderne besøgte han Lis Andersen. Han nåede at følge både graviditet og få en enkelt måned sammen med sin nyfødte datter Melina, inden han blev fundet og anholdt.

»Vi vidste godt, at det var noget rod, men jeg havde brug for at have Claus hos mig og tvillingerne,« siger Lis Andersen.

Efter anholdelsen tabte Melina lysten til at spise, og hun fik svært ved at falde i søvn. Hun savnede sin far.

»Det blev forstærket af, at det mest var Claus, som havde skiftet hendes bleer, puttet hende, holdt hende og badet hende. Jeg havde næsten kun havde haft hende hos mig, når hun skulle have mad,« siger Lis Andersen. Hun følte sig magtesløs. En sundhedsplejerske anbefalede Lis Andersen, at hun pakkede Melina ind i et eller andet, som duftede af barnets far. Det blev en efterladt vinterfrakke, og heldigvis virkede det. Så hver gang Melina skulle ammes eller puttes, blev hun rullet ind i vinterjakken. Tvillingerne savnede også Claus Stokholm Larsen, som de var begyndt at kalde for far. Deres biologiske far har de kun meget sporadisk kontakt til.

»De blev mere indadvendte og tænksomme,« siger Lis Andersen.

Claus Stokholm Larsen fik en dom oven i den oprindelige, og blev indsat i Nyborg. Siden har familien været på besøg så ofte som muligt ¿ ofte hver weekend ¿ men heller ikke disse besøg har efterladt børnene upåvirkede.

»Cecilie har været mut, når vi skulle derover, og ked af det, når vi skulle hjem igen. Hun har haft let til gråd og let til hysteri. Amanda har lidt af hovedpiner, mavepiner og har haft svært ved at koncentrere sig om lektierne. Hun bed en dag sin lærer i frustration,« fortæller Lis Andersen. Alt sammen typiske reaktioner hos børn. Lis Andersen har forsøgt at gøre meget ud af at sige til sine piger, at det ikke er dem, der har gjort noget forkert, og »at det er Claus, der har været en klovn«.

Heldigvis oplever Lis Andersen at hendes tvillinger nu er ved at vænne sig til at måtte undvære Claus og til besøgene i fængslet.

»Men det er absolut ikke et børnevenligt sted,« siger Lis Andersen. Amanda fortæller:

»Først skal vi vente i sådan et venteværelse, hvor det er rigtig koldt, så skal vi have undersøgt vores poser og tasker og igennem en metaldetektor, og så bliver vi låst inde. Det synes jeg, er det mest ubehagelige. Og vi bliver ikke talt særlig pænt til.«

I besøgsrummene er der lidt gammelt legetøj, der »er ved at falde fra hinanden«, og det er meget forskelligt fra afdeling til afdeling, hvor meget der er.

Selv om Amanda godt ved, at Claus er i fængsel, kan hun alligevel bedst lide at forestille sig, at Claus bare er ude at rejse.

»Det hjælper på savnet,« siger Amanda.

Værst var det, da Claus Stokholm Larsen på et tidspunkt ikke måtte få besøg i tre måneder, fordi han var i midlertidig isolation i Kolding Arrest mistænkt for at være til fare for fanger og personale.

Lis Andersen har valgt at være meget åben overfor lærerne på pigernes skole, og der har heller ikke været nogle drillerier.

»Vi fandt ud af, at der var to børn ud over os, som havde en far i fængsel, så vi er ikke alene om det,« fortæller Amanda. Det har været meget rart at finde ud af, synes hun.

Claus har lov til at ringe hjem i fem minutter en gang hver dag, og det har han efterhånden gjort i mange måneder. Melina der nu er blevet knap to år venter opkaldet med spænding hver dag.

»Mellem klokken fem og klokken otte, går Melina rastløst rundt, indtil telefonen ringer, og så vil hun være den der tager den og snakker først med Claus,« fortæller Lis Andersen. Hun kigger også ofte på de billeder af hendes far, som Lis Andersen har hængt op i barnehøjde ude i køkkenet.

»Hun fører simpelthen små samtaler med billederne,« siger Lis Andersen.

Claus Stolkholm Larsen regner med at blive prøveløsladt i sommeren 2010.