I både Dessau i Tyskland, 150 kilometer syd for Berlin, og herhjemme i København arbejdes der i øjeblikket på højtryk efter nattens voldsomme trafikulykke i Dessau i Tyskland.
To kvindelige pædagoger og en far blev dræbt i ulykken, skriver B.T.
I Tyskland, hvor 13 tilskadekomne, heriblandt buschaufføren i den forulykkede bus, befinder sig på to forskellige hospitaler, og de øvrige passagerer i de to busser opholder sig på hotel, bliver der ydet krisehjælp, og den danske ambassade i Berlin har sendt en dansktalende psykolog til hotellet.
Senere i eftermiddag sender SOS International desuden et hold af krisepsykologer og sygeplejersker til Dessau, oplyser chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet, Charlotte Slente, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Herhjemme er pårørende til de tilskadekomne samlet i institutionen Kærnehuset på Amager, hvor der også ydes psykologbistand. Det fortæller pressechef for børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, Casper Dall, der befinder på stedet. Han fortæller, at stemningen er trykket.
"Jeg tror dårligt, det kan beskrives, hvordan stemningen er, når alle sidder i uvished. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet," siger han til Newspaq.
Han fortæller samtidig, at kommunen i samarbejde med de tyske myndigheder arbejder på at få bragt forældre i Danmark til Dessau og at få de ikke-tilskadekomne børn transporteret hjem til Danmark.
Det er noget af en logistisk udfordring, fordi man ikke har overblik over, hvem der befinder sig hvor.
Det er fortsat uvist, hvad der forårsagede, at den ene af de to busser i nat pludselig kørte ud i midterrabatten, hvor den væltede rundt.