Svømmeren Michael Phelps, der har sat et utal af olympiske rekorder gennem en flot karriere, fortsatte fredag aften ufortrødent sin sejrsstime ved at vinde guld i 100 meter butterfly ved OL i London.
På sin næstsidste konkurrenceaften ved OL, inden han efter alt at dømme trækker sig tilbage fra topsvømning, leverede han et uforglemmeligt eksempel på sit unikke talent og vilje, da han efter at have vendt som nummer syv lagde sine konkurrenter bag sig.
Vindertiden blev 51,21 sekunder.
Dermed er han nu oppe på ufattelige 21 OL-medaljer - flere end nogen anden atlet i historien. 17 af medaljerne er af guld.
Sydafrikanske Chad le Clos, som slog Phelps i 200 meter butterfly, måtte dele andenpladsen med Ruslands Evgeny Korotyshkin.
Michael Phelps har stadig en enkelt OL-disciplin, han skal igennem, inden hans OL er forbi. Det drejer sig om holdkappen i 4 x 100 meter medley.
/ritzau/