Selvom medlemmerne efterhånden har nået en alder, der gør det svært at betegne Boyzone som et boyband, er den irske gruppe ikke bange for at forny sig. Det skriver tv2.dk.
De irske hjerteknusere lader det nu være op til deres fans at vælge bandets næste single.
Det er albummet Brother, der udkom i foråret, der trænger til at få udgivet en ny single, lyder det fra Boyzones forsanger.
"Lige et hurtigt spørgsmål: Hvis de andre Boyz og jeg udsender en ny single fra "Brother," hvilken sang synes I så, det skal være?", spørger Ronan Keating på Twitter.
Der har ellers været meget stille omkring de aldrende irske drenge i de seneste år. Brother er det første studiealbum fra gruppens hånd i 12 år. Fansene har dog ikke lov at vælge frit på alle hylder, når en af albummets 12 sange skal forfremmes til en singleudgivelse.
Skæringerne Gave It All Away og Love Is a Hurricane er allerede blevet udgivet som singler, så der er ikke så mange sange tilbage at vælge mellem for popdrengenes tilbedere.