I Real Madrid var han kasserens favoritspiller. David Beckham har som ingen anden fodboldspiller i historien formået at sælge varen både på og uden for grønsværen.
I USA håber landets fodboldbosser da også, at Beckham vil give fodbolden et tiltrængt løft, men hidtil er det kun blevet til sølle 16 minutters optræden på banen for det engelske fodboldikon.
En drilsk ankelskade har holdt ham ude af LA Galaxys hold, og det er nu begyndt at gå de amerikanske fodboldfans på. Til tirsdagens kamp mod Dallas i den nordamerikanske superliga-turnering var flere fans troppet op med bannere og skilte, der hånede Beckham.
- Bench it like Beckham, stod der på et med adresse til Beckhams plads på Galaxys bænk og en sarkastisk reference til filmen Bend it like Beckham , mens en anden fan havde medbragt et skilt med teksten:
- David, welcome to America, where people like you get paid to do nothing.
Fansenes irritation skyldes ikke mindst, at der er blevet skruet gevaldigt op for priserne til Galaxys kampe efter Beckhams ankomst til klubben. En billet til nattens kamp i Dallas kostede således 1.000 kroner.
David Beckham kontrakt med LA Galaxy menes at indbringe ham cirka én millaird kroner over de næste fem år.