Han stod bag "Jailhouse rock", "Are you lonesome tonight", "Return to sender" og bragte det vuggende underliv fra ghettoen ind i forstædernes stuer.
Torsdag er det 35 år siden, at "Always on my mind"-sangeren Elvis Presley gik bort og efterlod fans over hele verden i sorg.
Men verden over markeres tabet af Elvis Presley allerede onsdag aften.
- Torsdag holder vi hellig, der vil vi blot flage på halv og holde et minuts stilhed, fortæller pressechef for Graceland i Randers Rikke Friis til Ritzau.
I stedet for store armbevægelser på dødsdagen markerer fans verden over den 15. august, som var den sidste aften, Elvis var i live.
- Onsdag aften spiller vi en intimkoncert med Linda Gail Lewis, som undervejs vil fortælle anekdoter om sin tid med Elvis og hendes bror, Jerry Lee Lewis, siger Rikke Friis.
Jerry Lee Lewis havde kontrakt med samme pladeselskab som Elvis Presley og var en del af indercirklen af deres mest succesfulde kunstnere.
Koncerten spilles på museet, som er tilknyttet det randrusianske Graceland, hvor der er plads til 80 mennesker.
Bagefter vil alle fremmødte få mulighed for at bære et levende lys ud til en statue af Elvis, hvor lysene natten igennem vil markere Elvis' bortgang den 16. august 1977.
- I Memphis markerer de dagen på samme måde. Vi vil fejre den sidste aften, Elvis var i live. Så kan vi markere dødsdagen med sorg i morgen, siger Rikke Friis.
/ritzau/