»Jeg skammer mig over at være OB-fan sådan en dag. Det hører ingen steder hjemme at opsøge en spiller privat, og renomméet i vores fankultur har lidt et knæk. Ingen skal være i tvivl om, at hvis vi finder ud af, hvem der står bag, så melder vi det til politiet, siger Lene Stubgaard, som er formand for OB s fanklub, Tigers.
Selvom hun er utilfreds med hærværket mod klubbens tidligere anfører, så skal Ulrik Laursen ikke regne med medynk, når han træder ind på Fionia Park for sin nye klub.
»Som fodboldfan har jeg været meget skuffet over Ulrik Laursen, som siden han kom hjem fra Skotland har talt om OB som sin hjerteklub, og så smutter han ligepludselig på grund af penge. Jeg er i hvert fald blandt dem, som vil ytre min utilfredshed, når han spiller mod OB,« siger formanden.
Selvom Ulrik Laursen er sur over hærværket, så er det ikke noget, der får ham og hans familie til at ligge søvnløse om natten.
»Vi er ikke så bekymrede herhjemme. Jeg tror, at der var tale om drengestreger, og længere er den ikke. Men det var da irriterende at komme ned at se det sin bil og hus overmalet,« siger den nyslåede FCK-spiller, der ikke vil sige, hvad der stod skrevet.
»Der stod i hvert fald ikke venlig hilsen,« konstaterer han.
Odense Politi ønsker ikke at kommentere sagen.