Det kan godt ske, at der lige nu kører rigsretssag mod Donald Trump. Men den helt store historie i mange amerikanske medier handler lige nu om den mytiske Bigfoot.
Legenden om Bigfoot har eksisteret i århundreder, men er aldrig blevet bevist. Og hidtil har observationer af dyret været baseret på ensomme, ret utroværdige vidner.
Men nu har et trafikkamera i staten Washington muligvis for første gang fanget billeder af Big Foot. Det er transportministeriet i delstaten på den amerikanske vestkyst, der har delt billederne på sin Twitter-konto.
Zoomer man ind, ses det tydeligt, at et opretstående væsen bevæger sig gennem sneen Washington State Department of Transportation
De viser en stor, figur, der bevæger sig gennem sneen – og det har sendt de sociale medier på overarbejde med den ene mere fantastiske teori efter den anden.
Bigfoot er den nordamerikanske udgave af Loch Ness-uhyret. Et forhistorisk fabeldyr, som alle kender, men ingen har set.
Bigfoot, eller Sasquatch, som dyret også kaldes, skulle være et primatlignende væsen på mellem 2 og 4,5 meter, der går på to ben. Den har fået sit navn efter aftryk af kæmpestore fødder, som er fundet flere steder.