Det var ikke kun i Paris, at der lørdag var uro i gaderne i Frankrig. Også i Nantes, hvor det danske kvindelandshold spiller EM i håndbold, var der gadekampe mellem politi og demonstranter.
Det fik TV2 Sports udsendte også at føle, skriver tv2.dk.
- Der har været uroligheder i gaderne. Vi stod nede på vejen og pludselig kom demonstranter og politi farende. Der var masser af tåregas, fortæller vært Stine Bjerre Mortensen til tv2.dk.
Urolighederne betød derfor også, at tv-kanalen i sidste øjeblik valgte at flytte et studie fra torvet i Nantes til et hotelværelse.
TV 2-værten Morten Ankerdal har befundet sig i byens gader det meste af lørdagen, og har derfor oplevet urolighederne fra nærmeste hold. Han fik udleveret destilleret vand af nogle demonstranter og vidste i første omgang ikke, hvad det skulle bruges til. Det fandt han dog ud af, da der blev sprøjtet med tåregas, som ikke er særlig rart at få i øjnene, der derfor har godt af at blive skyllet med det destillerede vand.
Sidst på eftermiddagen var urolighederne stilnet af omkring den hal, hvor Danmark spiller sine kampe i mellemgruppen.
- Det er i centrum, det hele foregår. Selvom der er færre demonstranter nu, er det blevet noget vildere. Der bliver skudt mere og mere tåregas. Der, hvor vi stod før, var vi nødt til at løbe fra, fordi politiet vendte tilbage, fortæller Morten Ankerdal til tv2.dk.
Det er protestbevægelsen "De gule veste", der står bag demonstrationerne i Frankrig.