Kriminelle bliver i stor stil væk fra fængslerne for at afsone straffen. For myndighederne kan nemlig ikke straffe pjækkeriet fra fængslet med længere fængselsstraffe, skriver Ekstra Bladet lørdag.
Det er hver femte af de kriminelle, der selv skal møde op til afsoning, som bliver væk, ifølge tal fra Kriminalforsorgen. Og mens det tidligere har været spritbilister og folk med mildere straffe som dokumentfalsk, som udeblev, er det nu også flere voldsdømte. Ifølge Ekstra Bladet pjækkede hver 12 voldsdømte, som fra januar til november 2005, var dømt til at afsone inden for 30 dage.
» Det er stærkt krænkende for retsfølelsen, at voldsdømte bare kan blive væk,« siger formanden for Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Henning Wollsen til avisen.
De seneste fem år har omkring 7.000 kriminelle undladt at møde op til afsoning.