21-årige Emad al-Kabir ligger skrigende på gulvet, mens politibetjente voldtager ham med et kosteskaft, mens de med store sorte støvler sparker til hans hænder, så han ikke kan beskytte sig mod overgrebet.
Det er nogle af de egyptiske politibetjente selv, som har optaget en video af, hvad de gjorde ved Emad al-Kabir. Bagefter sendte de den til hans venner for at ydmyge ham.
Men nu er videoen, som blev optaget for et år siden, dukket op på YouTube, og mishandlingen er blevet kendt i Egypten, hvor den forager.
Mishandling af fanger er dagligdag i Egypten, men videoen af Emad el-Kabir har givet et skrækkelig bevis for, hvor grusom en behandling fanger rent faktisk får.
»Tortur er rutine i Egypten og bliver brugt på alle, hvad enten det drejer sig om en kriminal- eller en politisk sag. Politiet føler ingen skam i at bruge det,« siger lederen af en egyptisk menneskerettighedsorganisation Mohammed Zarie til AP.
Videoen har lagt pres på den egyptiske regering, og flere af betjentene, som mishandlede el-Kabir, sidder nu fængsel og afventer en retssag.
El-Kabir selv sidder også i fængsel. Han har fået tre måneder for ifølge politiet at have slået en af dem med en flaske, under afhøringen. Hans forbrydelse i første omgang? Han forsøgte at hjælpe sin fætter, da denne blev overfaldet af politibetjente.