Det er som taget ud af en film, hvor en lidt for sløv fangevogter lader sig distrahere af letpåklædte kvinder. Men den er god nok.
I weekenden lykkedes det to indsatte i fængslet New Jersey s Union County Jail at tage fangevogterne så godt og grundigt ved næsen, da de flygtede, at fangevogterne formentlig selv må trække på smilebåndet.
De to - nu tidligere indsatte - Jose Espinosa på 20 år og Otis Blunt på 32 - har ifølge CNN gennem længere tid forberedt deres flugt ved i første omgang at grave hul i den armerede væg mellem deres to celler. Den slags klarer man ikke på et øjeblik, og undervejs har de såmænd dækket hullet med pinup-plakater. Tilsyneladende har det været nok til, at fangevogterne ikke har anet uråd.
Murbrokkerne er undervejs blevet gemt i de to indsattes klædeskabe, og lørdag var hullet så stort nok til, at 100 kg. tunge Jose Espinosa kunne klemme sig igennem og ind i Otis Blunts celle. Herefter klaterede de sammen ud af fængslet via en nyt hul for herefter at kravle over et pigtrådshegn og var pist væk. Hullet dækkede de forinden med plakaterne af de letpåklædte damer.
Og for at det ikke skulle være nok, efterlod de en seddel til fangevogetrne, hvor de såmænd ønskede god jul og tegnede en smiley.
Jose Espinosa har erklært sig skyldig i drab, og Otis Blunt venter på en dom for væbnet røveri.