I Nyborg Statsfængsel har 26 indsatte klaget over en bestemt fængselsfunktionær, som ifølge de indsatte er "racistisk, aggressiv og nedladende," skriver Jyllands-Posten.
Klagen blev skrevet af fangernes tillidsmand Martin Kauffmann, og han sendte også klagen til Jyllands-Posten, som en uge før havde skrevet om stærke fængselsfunktionærer og deres metoder.
Fra studerende til syerske
Dagen efter besluttede fængselsledelsen at Martin Kauffmann ikke længere skulle have lov til at bruge tid på selvstudium. Dermed kunne han heller ikke længere få lov til at bruge fængslets computere, hvorpå klagen var skrevet.
Han fik inddraget sit studiemateriale, talsmandspapirer og flere personlige effekter. I stedet fik han til opgave at sy uniformer til Kriminalforsorgen.
- Det er ren chikane og en direkte konsekvens af, at jeg tillod mig at sende klagen til jer, siger Martin Kauffmann nu til Jyllands-Posten.
Må ikke skrive klage på fængslets pc
Ifølge fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen har tillidsmanden misbrugt fængslets tillid ved at skrive en klage på computerne.
Martin Kauffmann har ikke fået sine papirer tilbage efter en måned, og han har nu klaget til Direktoratet for kriminalforsorgen.
De 26 indsattes klage er endnu ikke blevet behandlet af Nyborg Statsfængsel.