En afghansk mand, der hævder at være blevet udsat for tortur, vil nu kræve erstatning af den danske regering, oplyser TV 2.
Manden fortæller i filmen ’Den Hemmelige Krig’, at han blev udsat for tortur, efter at danske soldater havde overladt ham i amerikansk varetægt i en fangelejr i Kandahar.
»Selvfølgelig vil jeg søge erstatning, hvis jeg får muligheden. Jeg har mistet alt og er blevet udsat for tortur,« siger manden til TV 2/Nyhederne.
Ifølge TV 2 støtter Amnesty International mandens krav om erstatning, mens udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser, at manden skal have erstatning af den danske regering. Det begrunder han med, at manden var i amerikansk varetægt, da han angiveligt blev tortureret.
Folketingsmedlem Frank Aaen fra Enhedslisten vil på baggrund af oplysningerne have statsministeren til at svare på, hvorvidt fangen vil få udleveret alle relevante oplysninger fra de danske myndigheder til brug for sin erstatningssag.