Mange pædagoger og dagplejere opfatter fejlagtigt forældres engagement som kritik af deres arbejde.
Faktisk er forældrene begejstrede for deres børns pædagoger.
Det viser en ny undersøgelse, der er lavet af Teori- og Metodecentret på vegne af de offentligt ansattes fagforening, FOA.
Undersøgelsen blev for to år siden sat i gang, fordi fagforeningen oplevede et stigende antal henvendelser fra dagplejere og pædagogmedhjælpere, der mente at opleve konflikter med forældrene i institutionerne.
Stor anerkendelse
Men den to år lange undersøgelse, der har omfattet både pædagoger, dagplejere og forældre, viser et helt andet billede. Kun to procent af forældrene havde konflikter med dagplejerne og pædagogerne, mens blot tre procent af pædagogerne oplevede kritiske forældre.
Forskningsleder Bo Ertmann forklarer resultatet med, at forældre i dag blot er endnu mere engagerede i deres børns pasning.
- Forældrene vil meget gerne involveres og har et rimeligt informationsbehov. Det opfatter pædagoger og dagplejere som en underkendelse af deres faglighed, men det er der overhovedet ingen grund til. Vi kan se i undersøgelsen, at forældrene har stor anerkendelse for deres arbejde, siger Bo Ertmann til navlestreng.dk.