»Det er skrækkeligt. Man bliver rigtig gal,« siger Folmer Jepsen og ryster på hovedet, som om han vil fjerne det syn, han ser for sit indre blik.

Det er synet af en kvinde, der ikke kan tale, spise eller bevæge sig. Synet af et ødelagt menneske.

Over ham synger fuglene, og i forhaven står en hyggelig havebænk med ordene: Bedstefars ølbænk.

På overfladen virker den lille by Sejerslev på limfjords-øen Mors som en søvnig landsby, der lever sit eget lille liv med små 400 indbyggere langt væk fra storbyproblemer og diskotekernes dunken. Her kører de unge rundt på scooter og ryger smøger, mens landmanden kommer hjem fra marken i sin traktor til frokost klokken 12.00.

Hjem brændte

Men for otte måneder siden fik den 35-årige Yvonne ødelagt sit liv i den lille by. Hun var flyttet væk fra København for at lægge sit gamle liv bag sig.

»Hun fortalte os, at hendes hjem i København brændte, og at hun fandt sin mand død i ruinerne. Men der var ingen hjælp af hente, så hun begyndte at drikke og endte med at flytte til Mors,« siger Folmer Jepsen, der boede lige ved siden af Yvonne indtil den nat.

Naboerne tog ofte en snak med pigen, og de vidste, at hun havde det svært og drak meget. Men de anede ikke, at hun skulle ende med at få en så grusom skæbne.

Slår hende ihjel

Den nat, det skete, hørte de ikke en lyd. Næste morgen var der politifolk over det hele. Om aftenen var Yvonne forbi sine naboers hjem, fordi hendes ekskæreste og nogle andre var efter hende. De havde skændtes. Om en fjernbetjening.

Da hun var gået, troppede otte personer op hos naboerne og ville vide, hvor Yvonne var henne.

»En af dem sagde: 'Jeg slår fandeme Yvonne ihjel', og jeg svarede 'Så gør det',« fortæller Folmer Jepsen, mens han ligner en, der fortryder, at han sagde de ord.

»Jeg kunne jo ikke vide …,« undskylder han.

Hørte et bump

De otte personer fandt Yvonne i hendes lejlighed. Hendes underbo har senere fortalt, at han hørte et bump, men han troede, at det bare var et almindeligt drukslagsmål.

Senere slæbte de hendes forslåede krop over i et hus, der tilhørte en af de otte og fortsatte afstraffelsen. Naboerne har hørt, at hun også skyldte penge. Omkring 3.000 kroner til Narko-Torben. Måske fik hun også tæsk på grund af det. De ved det ikke. Men de ved, at ingen fortjener at blive behandlet sådan.

»Det er skrækkeligt,« siger Folmers kone, Bente Jepsen, flere gange, mens hun ryster på hovedet på den måde, som beboerne i Sejerselv gør, når de taler om tragedien.

En over nakken

Yvonnes lejlighed i huset på hjørnet står stadig tom. Planterne i vinduerne er for længst døde. Hun kommer aldrig tilbage. Lige overfor vokser græsset i en halv meters højde foran det hus, hvor politiets teknikere ledte efter spor efter forbrydelsen. Intet er rørt siden den aften i september. De otte sigtede skal for retten om tre måneder og risikerer op til livstid for deres gerninger.

»De skal fandeme aldrig komme herop mere. Så får de en over nakken,« siger Folmer Jepsen bestemt.

Folk i byen taler om Yvonne. Om at det er ufatteligt, at det er sket i deres by. De unge hænger ud på parkeringspladsen foran kirken. Snakker. Keder sig. Stejler på scooter.

En kniv i maven

»Jeg har slået græs hos en af dem, der var med til det,« siger en af drengene.

»Det var noget værre svineri, det, de gjorde mod Yvonne. Tænk det kunne ske,« siger en pige og ryster på hovedet.

De kendte hende ikke. Men de vidste, hvem hun var.

Kort efter taler de om, at Bettina og Leif i huset over for Yvonnes også endte i et voldsopgør. Det skete lidt efter.

Leif havde rykket Bettina i håret, så hun havde hentet en kniv i køkkenet og jaget den i maven på ham. De ler lidt.

»Der kom mange sjællændere en overgang, men nu er der kun én tilbage,« siger en.

I dag står Leif og Bettinas hus også tomt, de er flyttet væk. Men volden er alligevel krøbet ind under huden på Sejerslev.

I løbet af natten, den nat, kørte tæskeholdet den forslåede kvinde ud på Sallingsundbroen, der forbinder Mors med Salling. Planen var at smide hende i vandet, men trafikken gjorde det umuligt. Så de satte kurs mod Salling, hvor de gav Yvonne en sidste omgang tæv. Hun blev sparket i hovedet. Ødelagt. Endelig tog de hendes tøj af og lod hende ligge nøgen mellem hindbærbuskene i græsset.

Naboerne fortæller med dæmpede stemmer. Som om det er for smertefuldt at sige højt.

»De er jo en flok kujoner. De var otte om at ordne sådan en lille pige,« siger Folmer Jepsen og ser vred ud.

Øjnene op for ja

Ægteparret har siden besøgt hende flere gange.

»Vi er jo nogle af de eneste, hun har,« siger Bente Jepsen.

De fik et chok, første gang de så Yvonne siden volden. Hun sad spændt fast i en kørestol. Armene og hænderne var krummede ind mod kroppen, hun kunne ikke tale, og hun fik mad gennem en sonde, fordi hendes spiserør og luftrør er slået i stykker. Hun vender øjnene opad for et ja, og nedad for et nej.

»Jeg græd, da vi kørte derfra,« siger Bente og ser ud i solen, som om hun fryser ved tanken.

»Hele hendes ansigt har forandret sig, så hun næsten ikke var til at kende. Hun kan intet i dag,« fortæller hun.

Fremtid er væk

Parret besøgte Yvonne i sidste uge, da hun fyldte 36 år. Bente havde en flaske parfume med. Ud over nabo-parret besøger Yvonnes faster hende også så tit som muligt.

»Engang var Yvonne en glad og positiv pige, der satte utrolig meget pris på sin familie,« siger Hanne Sørensen.

Hun kan næsten ikke bære at tale om det, der er sket med hendes brors barn.

»Yvonnes fortid er væk, og det er hendes fremtid også. Hun er jo det, man kan kalde en levende død,« siger fasteren stille.

Familien venter på, at Yvonne bliver flyttet tættere på dem, så de kan besøge hende endnu mere.

I denne uge gik huset med Yvonnes lejlighed på tvangsauktion, og der blev budt 10.000 kroner. Bag bakken skyder nye smukke huse op med glinsende tegl og spotlys i garagerne. Børnene går i skole, og folk handler ved købmanden.

Men de har ikke glemt, hvad der skete.