Toldere ved den dansk-tyske grænse gjorde forleden et markant fund, da et tog fra Tyskland blev standset til kontrol i Padborg.
I flere tasker, som ingen passagerer ville kendes ved, lå der intet mindre end 61 kilo khat – en plante med euforiserende virkning, som er ulovlig at indføre til Danmark.
Sagen er nu overdraget til Syd- og Sønderjyllands Politi, som står for den videre efterforskning.
– Vi finder fra tid til anden ulovlige varer i bagage uden ejermand, og vi kan med tilfredshed konstatere, at vi denne gang fik stoppet smuglingen, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Jeppe Kjærgaard.
Ifølge Toldstyrelsen forsøger smuglere løbende nye metoder for at få ulovlige varer ind i landet – og derfor kræver det konstant opmærksomhed og kontrol.
I løbet af 2024 beslaglagde Toldstyrelsen i alt 591 kilo khat ved lignende kontroller.