Politiet i London har anholdt en mand, der overfaldt sangerinden Leona Lewis i forbindelse med en bogsignering.
Bleeding Love-sangerinden var i gang med at skrive autografer i sin selvbiografi 'Dreams' i Waterstones boghandel, da en mand pludselig dukkede op og slog hende i ansigtet. Det skriver BBC News.
Leona Lewis, der blev berømt efter at have vundet det engelske talentshow The X Factor i 2006, kom ikke slemt til skade og havde ikke brug for at komme på hospitalet efter hændelsen.
Sangerinden har gennem sin talsmand undskyldt til de fans, der var mødt op for at få bogen signeret, da hun ikke kunne gennemføre bogsigneringen for alle sine fans. Lewis forlod stedet umiddelbart efter overfaldet.