Forældrene har næsten givet op. De har råbt, grædt og skændtes med deres kriminelle teenagebarn, men det hjælper ikke.
Nu står de i kø for at få hjælp til at tackle problemerne. For øjeblikket venter 10-15 familier i Århus Kommune på at komme i familieterapi. Ventetiden er et par måneder.
»Det er positivt, at der er interesse for terapien, men det er selvfølgeligt ikke godt med ventetiden,« siger Leif Møller, der er vejleder i Århus Kommunes MST team.
For tre år siden var han med til at starte terapiformen, der hedder multisystemisk terapi i Århus.
Dengang kendte næsten ingen socialrådgivere til metoden, men nu har rygtet om gode resultater med at bekæmpe pjækkeri og kriminalitet bredt sig, og derfor sender socialrådgiverne flere familier i terapi.
»Familierådgiverne kan se, at vores indsats hjælper. Vi sidder ikke bare og snakker, men handler. Man finder ud af, hvad der virker i forhold til den unge, og hvad der ikke virker,« forklarer Leif Møller.
Århus Kommune bruger hvert år omkring 6,5 millioner på familieterapien, der koster 100.000 til 150.000 kroner for hvert eneste forløb.
Selvom det er lykkedes at nedbringe kriminaliteten og de unges misbrug af stoffer og alkohol til det halve ved hjælp af terapien, har socialrådmanden Gert Bjerregård (V) ikke i sinde at udbygge terapien foreløbig.
»Ventetiden til terapien er ikke et større problem, fordi den hurtigt bliver afviklet,« mener rådmanden.
Når Gert Bjerregaard holder igen med at give flere penge til terapien, skyldes det også, at der ikke udelukkende er positive erfaringer med behandlingen.
Århus Kommune havde håbet, at terapien betød, at man slap for at sende kriminelle unge på milliondyre ophold på institutioner, men det er slået fejl.
Ni måneder efter at terapien slutter, bor hver femte af de unge på en institution. Det er dobbelt så mange som før forløbet, viser undersøgelsen fra Århus Amt.
»Hvis terapien får en større effekt på antallet af døgnanbringelser, kunne man overveje at udbrede terapien. Vi vil følge udviklingen nøje for at se, om resultaterne bliver endnu bedre,« siger Gert Bjerregård.
Han mener, at tallene for anbringelser havde set endnu værre ud, hvis Århus Kommune ikke havde haft terapien.