Flere familier i Struer bor for øjeblikket uden tag og isolering, efter stormen Bodil rev det af deres boligblok på Ølbyvej i Struer.
Efter planen er det på plads til jul - tre uger efter, lyder det fra Boligselskabet Struer.
Den tidshorisont imponerer ikke Tyge Pedersen, som bor i bygningen med sin familie.
- Det er meget skuffende, siger han til DR P4 Midt & Vest.
Der er stadig betonloft over lejlighederne, og boligselskabet har dækket huset med pressenninger mens tømrere og murere arbejder på et nyt tag. Men det gør langt fra lejlighederne indbydende til at leve i, fortæller Tyge Pedersen.
- Det føles ikke som et sted man har lyst til at bo i, det gør det virkelig ikke. Der er koldt og der lugter kraftigt af fugt, selvom det er mildt udenfor og vi har skruet radiatorerne højere op end nogensinde før.
Hos Boligselskabet Struer mener projektchef Jens Østergaard at håndværkerne arbejder forbavsende hurtigt, men han forstår godt familiernes frustration.
- Det er selvfølgelig lidt træls at vente til jul, men det er trods alt en overskuelig periode, siger han til DR P4 Midt & Vest. I mellemtiden har han givet et råd til familierne.
- Det var lidt flabet, skru op for varmen, det betaler I selv for, men så bliver det varmere, siger Tyge Pedersen.
Overfor DR P4 Midt & Vest garanterer Jens Østergaard dog at dække den ekstra varme, hvis regningen bliver væsentligt større end normalt.
- Det er et løfte om at hvis det er gået helt galt for nogen, så finder vi en ordning for dem, ja. Jeg tror bare det i den store sammenhæng er så lidt, at det dårligt kan ses på varmeregningen, siger han til DR P4 Midt & Vest.
I mellemtiden trækker Tyge Pedersen, hans kone og to børn på hans far, så de ikke skal bo i lejligheden på fuld tid.