En cykelferie på Bornholm eller blot en tur i Tivoli.
Det er helt uopnåeligt for mange danske familier. Rekordmange familier har nemlig henvendt sig til humanitære organisationer for at få et økonomisk tilskud til ferien, skriver Ritzau.
ASF-Dansk Folkehjælp sender hvert år 500 familier på ferie i Danmark, men i år har nødråbet været så stort, at man har måttet give afslag til cirka 250 familier. Søgningen er på blot et år vokset med 20 procent.
"70 procent af familierne er enlige forsørgere på overførselsindkomster. De har typisk to eller tre børn og skal leve for et rådighedsbeløb på mellem 2500 og 3500 kroner om måneden. Det betyder, at et ferieophold er helt uopnåeligt," siger Claus Nørlem til Ritzau.
Socialminister Benedikte Kiær (K) vil nu forsøge at finde 800.000 kroner fra Satspuljen til feriehjælp til de økonomisk trængte familier.
"Jeg ser, at vi i år har en ekstraordinær situation som konsekvens af den internationale krise. På den baggrund har jeg sendt et brev til satspuljeordførerne og spurgt, om vi skal bruge lidt ekstrapenge på den sommerferiepulje, som vi har i forvejen," siger ministeren til Newspaq.