Af Kåre Kildall Rysgaard, kary@avisen.dk
Familie og læger var sikre på, at hun ville dø. Hanna Thorup blev indlagt 27. juli med nyre- og leversvigt. Tre uger var hun bevidstløs, men mod alles forventning vågnede hun op. Efter tre måneder på hospitalet var hun rask nok til at komme hjem, men her ventede et nyt chok.
Væk var lysekroner, malerier, tøj, pelse og to hunde. Ifølge Århus Stiftstidende havde familien, mens hun var dødssyg, også fået indsat en værge og var i gang med at sælge Hanna Thorups fem sommerhuse til en værdi af 10,5 millioner kroner.
»Det var chokerende at blive udskrevet, for jeg anede ikke, hvad der foregik bag min ryg. Fra at kæmpe for mit fysiske liv skulle jeg kæmpe for mit økonomiske liv,« siger Hanna Thorup.
Datter gjort arveløs
I dag beskylder hun datteren og hendes mor for at forsøge at tiltuske sig formuen, før hun var død.
»Min datter umyndiggjorde mig, fordi hun ville have fat i millionerne. Det ville være en dejlig saltvandsindsprøjtning for hende,« understreger Hanna Thorup.
I mere end 10 år har morens og datterens forhold været køligt. Sissel Thorup kalder beskyldningerne fra hendes mor vanvittige og ikke korrekte, men ønsker ikke at hænge det beskidte familievasketøj til offentlig skue og udtale sig om sagen.
Hanna Thorup har til gengæld bestemt sig for at gøre datteren arveløs.
Når familien kunne indsætte en værge, skyldes det, at hospitallet vurderede, at Hanna Thorup var for syg til at overskue økonomien. Allerede inden hun blev indlagt, brugte hun for mange penge, og hun var i gang med at sælge sit sommerhus for at få dækket sine udgifter
»Jeg er dybt forarget. Lægerne er ikke spåkoner, men har alligevel sagt, at enten døde jeg meget snart, eller også kom jeg på lukket institution med døgnpleje,« siger Hanna Thorup.
Hun var så utilfreds med behandlingen på hospitallet, at hun flere gange under indlæggelsen skreg højlydt. I dag overvejer hun at klage til Patientklagenævnet.
På Århus Universitetshospital lover ledende overlæge Jens Friis Bak at undersøge, om der er sket fejl.
»Vi har ikke modtaget en henvendelse fra Hanna Thorup om sagen, men hvis vi gør, vil vi selvfølgelig kigge på den,« siger oberlæge Jens Friis Bak.