Onsdag er den sidste dag i Karl Chamberlains liv.

Onsdag aften klokken 20.00 amerikansk tid bliver han spændt fast på en briks, hvorefter fængselspersonalet skyder kemikalier fra tre sprøjter ind i hans krop.

Den første sprøjte bedøver ham, den næste får hans krop til at stivne. Den sidste slår ham ihjel.

Uden for fængslet vil Muina Arthur vente på at få liget med, så hun kan begrave det.

Hun er mor til Karl Chamberlain, men hun er ikke i stand til at overvære henrettelsen. Det er for hårdt. I forvejen har hverdagen med en søn på dødsgangen været tæt på at koste hende livet flere gange. Hendes seneste selvmordsforsøg var i februar, efter hun havde besøgt Karl.

Familien lider også

Når en forbryder ender på dødsgangen, er det ikke kun offeret og offerets familie, der bliver påvirket. Forbryderen og forbryderens familie lider også.

Det er omdrejningspunktet i en ny dokumentarfilm, der bliver færdig næste år. Sammen med fotografen Martin Sundstrøm følger forfatter, jurastuderende og ekspert i dødsstraf Martin Martensen-Larsen Karl Chamberlains familie. De besøgte familien i maj og er nu tilbage i USA for at følge den i dagene op til og under henrettelsen.

Mordet på Felecia

Historien om Karl Chamberlain tager i første omgang sin begyndelse 2. august 1991, fortæller Martin Martensen-Larsen. Her banker Karl på døren hos naboen Felecia Precthl. Han låner en kop sukker og går igen. Lidt efter vender han af uvisse årsager tilbage. Denne gang med et jagtgevær og en rulle tape.

Da han går hjem til sig selv, har han voldtaget og myrdet Felecia Precthl. Et sted undervejs er det slået klik for den dengang 21-årige Karl Chamberlain.

Fem år senere bliver han arresteret. Han kender sig skyldig, bliver dømt til døden og begynder 11 år på dødsgangen i Texas. I et åbent brev skriver han.

»Børn lider gennem barndommen, de bedste de har lært. De fleste kommer over det før eller siden, nogle sidder fast i det hele livet – imens andre kommer fri og finder glæde i blot at leve.« Han slutter brevet »med kærlighed, lys og latter, Karl Chamberlain.«

Forsøgte at kvæle konen

Måske er det ikke et tilfælde, at brevet begynder i barndommen. Muina Arthur fortæller nemlig Martin Martensen-Larsen, at det er her, kimen til Karl Chamberlains forbrydelse bliver lagt.

Da Karl er otte år, bliver han voldtaget af en gruppe ældre drenge på vej hjem fra skole. Nogle år efter bliver han voldtaget af en mandlig babysitter. Ingen af episoderne bliver bearbejdet.

Senere i livet kommer han i militær træning. Han skal være med i Operation Desert Storm i Irak i den første Golfkrig. Karl bliver aldrig udsendt, men han lærer at dræbe, og træningen tager så hårdt på ham, at han får posttraumatisk stress og en nat vågner op med begge hænder omkring sin kones hals. Han forsøger at kvæle hende, imens han råber: »En god iraker er en død iraker.«

Voldtægterne og den militære træning er det, der senere får ham til at dræbe Felecia Precthl. Det mener i hvert fald hans mor Muina Arthur.

Besøg på dødsgangen

Muina Arthur, der tidligere hed Donna Chamberlain, bor i et lille slidt hus i det oprindelige Las Vegas, der er en soveby tre timers kørsel fra Alberqueque i New Mexico. Muina har ni børn med tre forskellige mænd, er gammel hippie og tidligere fotomodel.

Nu har hun gråt hår og er konverteret til en liberal gren af islam, der hedder sufismen. Hendes børn har navne som Liberty og Justice, Amina og Jalila. De to første er fra hendes hippietid, de sidste efter hun konverterede.

Men først og fremmest tænker hun hver eneste dag på sin søn, der sidder på dødsgangen. Hendes humør skifter fra sorg og selvmordsforsøg til entusiasme og overskud.

»Atmosfæren i huset var tyk af sorg, uforløste traumer, konflikt, smerte og frygt for, hvad der skulle ske. Alligevel kunne Muina det næste øjeblik begejstret udbryde 'inshallah',« fortæller Martin Martensen-Larsen.

Det har taget Munia Arthur fire år at tilgive sønnen, men hun fandt ud af, at kærligheden var større end vreden over det, han havde gjort. Når hun besøger Karl på dødsgangen, sidder de på hver side af glasruden med hænderne på glasset.

»Vi lægger vores hænder på det glas, der skiller os ad. Vi lægger dem der i en time, indtil vi kan føle hinanden. Varmen. Det er næsten ligesom at røre ved hinanden,« skriver Muina Arthur på en støttehjemmeside for Karl.

I besøgsværelset forsøger de at tale om almindelige dagligdags ting, og de har på mange måder fået et tættere forhold. Fordi der ikke er tid til at være følelsesmæssigt reserverede over for hinanden.

Dato for døden

En måned før henrettelsen er det mors dag. Las Vegas er pyntet op, og store billboards minder sønner om, at dagen kun handler om deres mødre. Det er også dagen, hvor Muina Arthur får datoen for, hvornår staten henretter hendes søn. Hun får nyheden af en radiovært, der har lavet støttespots for Karl. Radioværten fortæller uden omsvøb, at Karl skal dø den 11. juni 2008.

Martin Martensen-Larsen er i huset, da Muina får nyheden. Hun ligger på sengen og prøver at finde ud af, hvad der nu skal gøres. Så rejser hun sig.

»Hun går hen til mig og omfavner mig, mens hun græder. Hun holder om mig længe, og jeg kommer også til at græde. Det hele virker uforståeligt. Her står vi hjemme hos en mor, der har fået at vide i telefonen, at hendes søn skal dø om 30 dage,« skriver Martin i sin dagbog.

Der er gået 30 dage, siden det var mors dag. Nu mister Muina Arthur sin ældste søn.

I 11 år har Karl Chamberlain levet sit liv bag tremmer. 23 timer i døgnet har han siddet isoleret i en celle på to gange tre meter. Døgnets sidste time har han tilbragt i en celle næsten magen til den anden. Også her har han været alene. Den sidste time kaldes 'rekreation', fordi han måske har fået en gummibold eller et tæppe, som han har kunnet lave armbøjninger på.

Han har malet og skrevet digte. Nogle af de andre fanger har han ikke set i årevis, men han har kunnet snakke med dem gennem væggen, eller måske har han spillet skak på tværs af gangen. Springer fra b1 til c3.

»Dødsstraf er principielt ikke en straf. Gennem straf vil samfundet nemlig normalt lære forbryderen om sine fejl og lære ham at tage ansvar. Men der er ingen lære i dødsstraffen, da modtageren er død i samme øjeblik, som straffen fuldbyrdes. Dermed kan han ikke vise en forbedret personlig udvikling,« siger Martin Martensen-Larsen og slutter sætningen.

»Dødsstraf er ikke straf. Der er i stedet tale om en udryddelse, en eliminering, en diskvalifikation fra samfundet.«

I dag bliver Karl Chamberlain elimineret.

En henrettelse kan blive udsat helt frem til få minutter før selve henrettelsen.KarlChamberlains død kan derfor være blevet udsat efter redaktionens deadline.