Inden vagten smækkede døren i, hørte Niels Fastrup ham sige:

»Hvis du skal skide eller er ved at dø, så tryk på knappen.«

Og derefter var Niels Fastrup overladt til sig selv i en celle på ca. 8,5 kvadratmeter. Langt væk fra andelslejligheden, de to børn, bilen og arbejdet, konen, bøgerne og de andre faste elementer i hans liv. Muret inde, berøvet sin frihed.

Niels Fastrup var blevet anholdt af politiet under demonstrationerne for Ungdomshuset 1. marts, og i otte dage sad han i cellen i Vestre Fængsel og ventede på at komme ud. Sigtelsen lød på, at han havde kastet brosten mod betjente og medvirket til voldelige optøjer, hvilket den 36-årige cand.scient.soc. og familiefar stadig ikke forstår et kuk af.

Selv fortæller han, at han blot mødte op med fredelige hensigter til demonstrationen og i øvrigt har en pletfri straffeattest.

En helt almindelig mand

»Jeg er på mange måder et helt almindeligt, kedeligt menneske. Jeg bruger det meste af min tid på at forske og færdes i universitetsmiljøet. Og jeg har aldrig kendt nogen, der har været i fængsel,« fortæller han.

Niels Fastrup var ikke det eneste almindelige menneske, der blev varetægtsfængslet efter urolighederne på Nørrebro.

En ny dagsorden

Forsvarsadvokaterne kunne de følgende dage berette, hvordan myndighederne i flæng havde fængslet alt fra forskningsassistenter, pensionister, en embedsmand med en højtstående stilling i en kommune, udenlandske studerende og andre atypiske gæster i fængselsverdenen.

Da flere af disse gennemsnitsdanskere blev sluppet ud, råbte de op og kritiserede både retssystemet og forholdene i fængslerne.

De dannede netværk og hjælpegrupper. En lægefamilie fra Birkerød skrev et åbent brev til justitsministeren, efter at deres 17-årige søn var blevet varetægtsfængslet i 28 dage, fordi han havde overnattet i Ungdomshuset. En gruppe forældre oprettede et frivilligt netværk af psykologer, der kunne tage sig af de unge, der havde siddet varetægtsfængslet. Og medierne stillede gladeligt op for at høre de almindelige menneskers vrede over domstolene og forholdene bag tremmerne.

De ressourcestærke indsatte havde sat en dagsorden.

Peter Vesterheden, fængselsinspektør for Københavns Fængsler, bemærkede også det nye klientel.

»Det er nogle helt andre typer, end vi normalt ser. De er generelt ressourcestærke, og de fleste er i gang med en uddannelse. De har et stærkt bagland i form af familie og venner. Normalt har vores indsatte et langt institutionsliv bag sig,« sagde han.

»Den her gruppe og deres forældre oplever måske, at vi møder dem med mistillid og mistro, men det er nu engang den opgave, vi har. Virkeligheden er, at de unge er varetægtsfængslede og ikke på lejrskole,« lød det fra fængselsinspektøren.

Niels Fastrup var blandt de danskere, der fandt ud af, at fængslet ikke var et lejrskoleophold. Han følte, at betjentene talte hen over hovedet på ham. Han blev bedt om at smide alt tøjet foran en betjent, for at de kunne tjekke han for våben og ulovlige genstande. De tog tre bøger, han havde på sig ¿ der kunne være skjulte budskaber i, sagde de ¿ og de konfiskerede hans tøj og nikotin-tyggegummi. Ingen fortalte ham, hvad der skulle ske, fortæller han.

»I 23 timer i døgnet skulle vi være i en lille celle uden at kunne kigge ud. Der var pis, lort og bræk på væggene. Det drev ned med en ubestemmelig brun masse. Sovesofaen havde mug, rester af bræk, sæd og madrester på sig. Når man trykkede på knappen for at komme på toilettet, åbnede fængselsbetjentene ofte med en brysk, irriteret og kommanderende tone. Da de ikke ville åbne for os efter klokken 20 om aftenen, måtte vi tisse i den håndvask, hvor vi samtidig skulle vaske bestik og tallerkener,« fortæller Niels Fastrup.

Et brev til børnene

Niels Fastrup besluttede, at han hver dag ville skrive til sine børn. Men kun den første dag fik han lov til at købe et frimærke.

»Da jeg brokkede mig over det, truede en kvindelige fængselsbetjent med, at jeg ville blive idømt nul-standard. Jeg gik ud fra, at det betød, at jeg ville få frataget de få privilegier, jeg havde. Så det lukkede diskussionen,« siger han.

»Jeg var ikke klar over, hvor dårlige forholdene var i fængslet. I skoler og andre institutioner i samfundet har man for længst fjernet de åbenlyse undertrykkende og autoritære træk. Det burde være nok straf at frihedsberøve folk. Man behøver ikke at hælde alle mulige andre ekstra straffe oveni« fortæller Niels Fastrup.

Claus Bonnez, forsvarsadvokat og formand for foreningen KRIM, håber, at de ressourcestærke danskeres besøg bag tremmerne vil rejse en debat om de indsattes vilkår.

Klar til at sige fra

»Mellemklassens børn vil formentlig ikke ¿ ligesom tilfældet er for mange andre indsatte ¿ lade sig kyse af uskrevne regler om, at man skal skåne fængselsbetjentene for det arbejde, som de får betaling for, og undlade at ringe på klokken, når man skal på toilettet. Disse indsatte pisser ikke i vasken eller skider i skraldespanden for at please et brutalt fængselsregime,« lød det forleden i et debatindlæg fra Claus Bonnez på foreningen KRIMs hjemmeside.

»Faktum er, at de mest krævende i fængslerne er de ressourcestærke, som stiller krav om en menneskelig behandling. Man kan håbe, at deres tilstedeværelse vil føre til forandringer. Det svarer til situationen under Anden Verdenskrig, hvor frihedskæmperne med gode job fra overklassen blev lukket ind i fængslerne og så, hvordan folk blev mishandlet. Da frihedskæmperne kom ud, blev der i 1947 gennemført store reformer af fængslerne,« uddyber Claus Bonnez.

Læs i morgen et stort interview med fængselsinspektør

Peter Vesterheden.