Omkring 11.000 mennesker tog tirsdag aften imod Michelle Obama i Royal Arena i København.
Her mødte de en tidligere amerikansk førstedame, der holdt sig fra at tale politik og i stedet kom med personlige historier.
Det fortæller Tina Nikolaisen, chefredaktør for Alt For Damerne, som var til stede i arenaen, hvor hun oplevede en god stemning.
Nikolaisen mener, at Obama var "veloplagt" og viste "star quality", selv om hendes udmeldinger næppe vil skabe overskrifter i de danske aviser.
- Det var overordnet set ret damebladsagtigt. Det blev styret af en amerikansk tv-vært, som gerne ville vide alt om Michelle Obamas livretter, hvilke farver hun kan lide, indretning, børneopdragelse, familie, og om hun havde nogle tatoveringer, siger chefredaktøren.
- Det var et meget lidt politisk interview. Det handlede om familieværdier og at skærme sine børn fra al den virak ved at have Obama-parret som far og mor.
Michelle Obama stod til seancen over for Rachael Ray, der er en tv-kendis fra USA, som har skrevet kogebøger og udgiver et livsstilsmagasin.
Foredraget tog udgangspunkt i Obamas selvbiografi, "Min Historie", der på fem måneder har solgt over 10 millioner eksemplarer.
Michelle Obama er hustru til USA's præsident fra 2009 til 2017, Barack Obama.
I den forbindelse fortalte eks-førstedamen om parrets tid i parterapi, som hun gjorde en del ud af at fremhæve.
- Michelle Obama gik op i at fortælle, at når de er rollemodeller, skal de også vise bagsiden af medaljen, siger Tina Nikolaisen.
- Hun har nogle budskaber, folk kan relatere til, og det gælder også i forhold til kriser imellem hende og Barack Obama.
Enkelte sted blev Michelle Obama dog politisk.
Ifølge chefredaktøren kom Obama nemlig små hentydninger til nuværende præsident Donald Trump - dog uden at nævne hans navn.
- Hun fortalte blandt andet, at hun havde fået skabt hygge og en god stemning i Det Hvide Hus, dengang Obama-familien boede der, siger Tina Nikolaisen.
- Så sagde hun, at hun ikke ved, hvordan stemningen er hos dem, der bor der nu, men den var i hvert fald hyggelig dengang.
Den bemærkning skabte ifølge Nikolaisen pæn begejstring hos publikum i Royal Arena.
Foredraget var en del af en turné i Europa, hvor Obama besøger i alt seks byer.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.