En familie fra Nordjylland fik mandag i sidste uge sin kat hjem med et hagl i øjet, hvilket betød at katten måtte aflives. Det skriver Nordjyske.
Familien, der ejede Swiffer, som katten hedder, undrer sig over, at deres kat blev skudt.
"Vi er dybt rystede over det. At nogen kan finde på at skyde hagl i øjet på vores kat. Vi har aldrig fået klager over Swiffer, og hvis nogen var generede af ham, kunne de have ringet, for han var øretatoveret. Så vi forstår det slet ikke," siger Anne Katrine Clemmensen fra Vejgaard i Aalborg.
Familien troede først, at katten var blevet kørt over eller noget andet, men sandheden gik op for dem, da de tog katten med til dyrlæge, der fandt haglet bag øjet på katten. Det var her at familien i samråd med dyrlægen valgte at aflive katten, som de havde haft i tre år.
Familien har nu meldt skyderiet til politiet.
Kilde: Nordjyske