Der er torsdag rejst tiltale mod to mænd og en kvinde, som i øjeblikket sidder varetægtsfængslet i sagen om Jimmi Lillelund, der forsvandt i 2020.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi.
De tre tiltales for at have dræbt Jimmi Lillelund og efterfølgende bortskaffet liget.
Tiltalen blev offentliggjort torsdag i forbindelse med en fristforlængelse af kvindens varetægtsfængsling. De to mænd har på forhånd valgt at lade sig frivilligt forlænge.
Sagen, der vil blive afgjort ved nævningeting ved Retten i Roskilde, er endnu ikke berammet.
Jimmi Lillelund blev sidst set 30. april 2020. To dage senere blev han meldt savnet af sin familie, og hans bil blev efterfølgende fundet ved en haveforening i Ishøj.