Han er dømt for at have dræbt to tidligere kærester - alligevel nævnte hans familie intet om den dødelige risiko ved at være sammen med Bjarne Madsen overfor hans nye kæreste, den nu forsvundne Lisbet Nielsen.
Den drabsmistænkte Bjarne Østergård Madsen havde kvalt to tidligere kærester, og havde forsøgt at kvæle to andre - men Lisbet Nielsen fik ingen advarsler mod manden.
"Hvorfor skulle det lige være os, der gjorde det," siger Bjarne Østergård Madsens bror til ekstrabladet.dk nu næsten to uger efter det formodede drab.
Bjarne Østergård Madsen begik i weekenden selvmord i sin celle - kort før, at han skulle fremstilles for en dommer.
Lisbet Nielsen forsvandt den 23. oktober, og er ikke blevet set siden. Østjyllands Politi er ifølge flere medier sikre på, at hun er blevet myrdet af Bjarne Østergård Madsen.
I går fandt politiet et spor i sagen, da de gennemroede en række containere ved Feldballe på Djursland. Politiet har endnu ikke villet oplyse, hvad sporet er.