Opdateret kl. 06:11
En ung kvinde, der siden lørdag eftermiddag har været meldt savnet, er fundet død.
Det oplyser Nordsjællands Politi natten til mandag på Twitter.
- I forhold til den unge kvinde, vi har bedt om hjælp til at finde i dag, kan vi desværre meddele, at hun nu er fundet død, skriver politiet.
- Der er ikke umiddelbart mistanke om strafbart forhold, men vi undersøger tingene grundigt, lyder det videre.
Politiet har natten til mandag underrettet den 21-årige kvindes pårørende.
Nordsjællands Politi efterlyste den 21-årig kvinde, da familien meldte hende savnet, efter at hun lørdag klokken 13.15 havde forladt sit hjem.
Hun kørte fra sit hjem i Hørsholm, hvor hun bor sammen med sine forældre, i en blågrå bil. Ifølge politiet var hun i nedtrykt stemning.
Bilen blev klokken 21 fundet ved et Netto-supermarked i Gørløse, mens kvinden på daværende tidspunkt fortsat selv var savnet.
/ritzau/