Hun var fejlernæret og manglede fire tænder - men hun var stadig levende. Det er lykkedes den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse at sikre endnu et gidsels frigivelse i Gaza. Ligesom journalisten Alan Johnston blev tigeren Sabrina kidnappet af en dybt kriminel gangsterbande, men efter to års fangenskab er hun nu vendt tilbage til zoologisk have i Gaza By.
Sabrina var kun få måneder gammel, da hun blev kidnappet fra den zoologiske have i november 2005. Selvom havens direktør udlovede en dusør, hørte man aldrig fra kidnapperne. BBC-journalisten Alan Johnston, der selv sad 114 dage som gidsel i Gaza, dækkede historien om Sabrina, som tilsyneladende blev bortført som en magtdemonstration af gangsterfamilien. Samtidig med kidnapningen af Sabrina forsvandt også to arabisk-talende papegøjer.
Hamas-bevægelsen måtte skyde sig ind i gangsterfamiliens hjem og får æren for, at Sabrina nu er tilbage i zoo. Og selvom hun kun kan spise hakket kød på grund af de manglende tænder, så har hun det efter omstændighederne godt, skriver den britiske avis The Guardian.
Også israelske soldater har reddet et par sjældne dyr, der var strandet midt i den væbnede konflikt. To palæstinensere i byen Hebron på den besatte vestbred holdt to sjældne ørne indespærret i deres dyrehandel. En gruppe på 30 elitesoldater trængte ind i huset og befriede de to ørne, som der kun findes seks par af i Israel.
Fuglene er nu flyttet ind i zoologisk have i Jerusalem.