Under påskud af at være sygeplejerske havde en kvinde onsdag først på eftermiddagen held med at få adgang til en 96-årig mands hjem.
Det oplyser Nordsjællands Politi til Sn.dk.
Kvinden ringede på hos manden på Skovgården i Værløse. Manden får på det tidspunkt af dagen normalt besøg af hjemmeplejen, men det viste sig, at kvinden ikke var kommet for at hjælpe manden.
Tværtimod stjal kvinden ifølge politiet papirer indeholdene koder og andre oplysninger vedrørende mandens kontokort, skriver Sn.dk.
Kvinden havde fået den 96-årige i sin seng under påskud af, at hun ville give ham øjendråber, men da manden ikke havde set hende i 15-20 minutter, stod han op og opdagede tyveriet.
Manden nåede at spærre sine betalingskort inden kvinden fik hævet på dem. Manden havde desuden sine kontanter på sig.