Det er lykkedes en falsk kunde at bestille flyrejser via flymæglervirksomheden Air Traffic i Odense på vegne af Social- og Integrationsministeriet. Flyrejserne skulle angivelig ad flere omgange bringe psykisk handicappede til Gardasøen i juli.
Men da regningen på 1,2 millioner kroner skulle betales, klappede fælden og falskneriet blev opdaget, skriver rejsesitet check-in.dk.
Den falske kunde udgav sig for at hedde Mikkel Larsen og være ansat i ministeriet.
Han forklarede flymæglerselskabet, at han var kommet i et pludseligt dilemma, fordi rejserne til de psykisk handicappede ikke var blevet booket rettidigt, da hans "kollega" i ministeriet var på barselsorlov.
Den falske kunde godkendte konditionerne for flyrejserne telefonisk og bad om at få bekræftelse og regning sendt til en mailadresse i ministeriet. Men der kom intet svar tilbage fra ministeriet.
- Social- og Integrationsministeriet kan oplyse, at ministeriet ikke har kendskab til sagen, og der er ikke nogen ansat med det pågældende navn eller den pågældende mailadresse, lyder ministeriets kortfattede meddelelse til check-in.dk.
Air Traffic arbejdede intenst med sikre flykapacitet, blandt andet via det svenske flyselskab Malmø Aviation, hvilket er særdeles vanskeligt i højsæsonen. Ekstra flypersonale blev indkaldt, og fridage blev inddraget for at gennemføre flyvningerne.
- Vi kunne tilbyde en færdig skræddersyet løsning til Social- og Integrationsministeriet til en samlet pris af 1,23 millioner kroner, siger direktør i Air Traffic, Ellen Hangaard, til check-in.dk.
Den falske kunde har angiveligt bestilt rejserne over en mobiltelefon med taletidskort. Air Traffic har meldt falskneriet til politiet, og er ærgerlig over forløbet.
- Vi arbejdede et helt døgn på at få denne løsning på plads og har trukket store veksler på Malmø Aviation, der er en god samarbejdspartner, siger Ellen Hangaard til rejsesitet.
Hun håber at kunne advare andre rejsebureauer og flymæglere ved at bringe historien frem i lyset.
/ritzau/