Falske opladere til iPhones har givet elektriske stød til to mobilbrugere i Kina. I sidste uge døde en 23-årig kvinde, og nu viser det sig, at en mand har ligget i koma i halvanden uge efter at have fået stød.
Det skriver den statslige kinesiske avis Beijing Evening News.
Den 30-årige Wu Jiantong fik elektrisk stød, da han ville oplade sin iPhone med en oplader, der ikke var godkendt af producenten Apple.
- Jeg stod med ryggen til ham, og pludselig hørte jeg ham skrige. Da jeg vendte mig om, lå han på gulvet og rystede, siger mandens søster til Beijing Evening News.
Da søsteren trak opladeren ud af stikket, fik hun også stød, men hun slap uskadt. Da ambulancefolkene ankom, havde Wu Jiantong fået hjertestop. Han har ligget i koma lige siden.
I sidste uge døde en 23-årig kinesisk kvinde ved en lignende hændelse.
Mandag oplyste Apple, at de indleder en undersøgelse af dødsfaldet. De første rapporter viser, at den kinesiske kvinde også brugte en uautoriseret oplader.
/ritzau/dpa