Ved 19-tiden mandag var alt tilbage til normalt, efter at en skyskraber i det centrale Paris tidligere på dagen var blevet truet med en bombe.
Et anonymt opkald gav klokken halv fem besked om, at en bombe var klar til at sprænge højhuset Tour Montparnasse i luften. Opkaldet blev sporet fra det 15. arrondissement i Paris.
En halv time senere begyndte evakueringen af over 3.000 mennesker, som måtte forlade et af de højeste huse i Paris centrum.
»Når et opkald virker seriøst, er det normalt at evakuere,« sagde en parisisk politimand ifølge netavisen 20 Minutes.
Det lykkedes at genne de mange mennesker ud fra det 56 etagers høje hus på 44 minutter. Herefter gennemgik bombehunde og eksperter med forstand på sprængstof de afdelinger af bygningen, som er åbent for offentligheden.