Ritzau
Opdateret kl. 12:55
Den konkursramte ejendomsinvestor og tobaksarving Niels Færch vil i en kommende retssag erkende sig skyldig i at have snydt det offentlige for millioner.
Det fremgår af en såkaldt retsmødebegæring fra Nordjyllands Politi, der har været flere år undervejs. En retsmødebegæring er et alternativ til et anklageskrift og bruges i sager, hvor mistænkte ventes at tilstå.
Af dokumentet fremgår det, at den 64-årige Niels Færch flere gange har forfalsket skøder og givet urigtige oplysninger til Skat.
Svindelnummeret foregik i årene 2011 og 2012 gennem to forskellige ejendomsselskaber, som Færch stod i spidsen for.
Herfra foregav den fallerede rigmand, der er en del af tobaksfamilien Færch, i alt fire gange at have købt en stribe ejendomme i blandt andet Thisted.
Det skete på baggrund af falske skøder, som enten blev forelagt Skat, eller som Færch havde tænkt sig at forelægge.
På den måde blev det offentlige snydt for knap 4,7 millioner kroner i moms, hævdes det. De penge pålægges Niels Færch nu at levere tilbage til Skat.
Samtidig kræver anklagemyndigheden, at den sigtede skal betale en bøde på godt 2,3 millioner kroner.
Niels Færch har siden 1990'erne erhvervet sig som ejendomsinvestor. Men i 2013 gik han konkurs med en gæld til Vestjysk Bank på over 200 millioner.
Tilståelsessagen mod Færch har været undervejs i flere år. Allerede tilbage i oktober 2014 var det planen, at sagen skulle køre i Københavns Byret.
Men i stedet valgte man at lade Nordjyllands Politi håndtere sagen. Her er dokumenterne blevet skubbet fra den ene anklager til den anden. Og først nu er den tre sider lange retsmødebegæring altså færdig og klar til retten.
Endnu er det dog ikke bestemt, hvornår Retten i Aalborg skal behandle sagen, der blot ventes at vare to eller tre timer.
/ritzau/