Siden toppen i 2007 er huspriserne faldet med over 20 procent. Det betyder ifølge privatøkonom Las Olsen i Danske Bank, at en gennemsnitlig parcelhusfamilie er blevet næsten 400.000 kroner fattigere.
Det spiller ind på privatforbruget.
- Det er den vigtigste forklaring på, at privatforbruget er faldet så kraftigt i Danmark. Derfor er en vending på boligmarkedet også en af de ting, der vil kunne udløse lidt mere af et opsving i dansk økonomi, siger Las Olsen.
Vendingen på boligmarkedet lader vente på sig, og det til trods for rekordlave rente.
- Det hænger givetvis sammen med den fortsatte krise i europæisk økonomi, og de bekymringer, det giver for job og økonomien i det hele taget.
- Vi venter stadig på vendingen i Europa, som også kan give os et rigtigt opsving i Danmark og på det danske boligmarked. Desværre skal vi nok på den anden side af 2013, før det for alvor kan blive til noget, siger Las Olsen.
Cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven er enig.
- En stor del af danskerne er fortsat bekymrede for fremtiden og forsigtige med at bruge penge. I den situation er man også tilbageholdende med at kaste sig ud i større investeringer som huskøb, siger Jacob Graven.
Graven tror heller ikke, at stemningen skifter lige henne om hjørnet.
- Arbejdsløsheden er på vej op, og gældskrisen i eurozonen trækker fortsat mange negative overskrifter og skaber stor usikkerhed om dansk økonomi, siger han.
Ifølge Danmarks Statistiks tal, var den gennemsnitlige salgspris for enfamiliehuse i september på 1,7 millioner kroner.
For ejerlejligheder, hvor det går lidt bedre med beskedne stigninger i priserne var den gennemsnitlige pris på 1,6 millioner, mens den gennemsnitlige pris for et sommerhus var på 1,2 millioner kroner.
/ritzau/