Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Falck skal køre liggende sygetransport i hele Region Hovedstaden. Det besluttede regionsrådet i Region Hovedstaden på et møde tirsdag aften, da rådet tog stilling til de tilbud, som er blevet afgivet på regionens udbud af liggende sygetransport til, fra og imellem hospitalerne.
Udbuddet var inddelt i fire områder, og Falck havde budt på samtlige områder. Efter en samlet vurdering af pris, kvalitet og leveringsikkerhed blev Falcks tilbud i alle fire områder vurderet som det mest fordelagtige.
Hidtil har Falck varetaget transport af liggende patienter i tre delområder, mens Københavns Brandvæsen har stået for opgaven i det fjerde område, nemlig Københavnsområdet.
"Vi er meget tilfredse med og stolte over, at Region Hovedstaden overlader ansvaret for denne vigtige opgave til os i hele regionen. Samtidig glæder vi os over, at vi skaber flere Falck-arbejdspladser i København", siger regionsdirektør Jørgen Mieritz fra Falck.
I de tre delområder tættest på København indsætter Falck 26 naturgasdrevne kombi-køretøjer.
"Vi kommer anslået til at køre 1,1 millioner kilometer om året i hovedstaden og forstadskommunerne, så det er naturligt, at vi søger at anvende miljøvenlige transportløsninger", siger Jørgen Mieritz.
De nye aftaler forventes underskrevet i slutningen af april med kontraktstart den 1. februar 2016 og løber i seks år med mulighed for forlængelse i to år.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.