Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Danskere på rejse i Barcelonas omegn får i løbet af nogle måneder i lighed med de lokale borgere hjælp fra ambulancer og reddere med Falcks rød-hvide logo, hvis de kommer til skade eller bliver syge.
De næste seks til ti år skal Falck levere ambulancetjeneste i tre områder omkring den catalanske hovedstad Barcelona. Sammenlignet med de øvrige ni konkurrenter blev Falck vurderet bedst på såvel kvalitet som pris.
"Vi er meget glade for, at vi bliver vurderet højt på kvalitet, samtidig med at vi kan tilbyde en mere fordelagtig pris end konkurrenterne. Dette er et tydeligt eksempel på, at det gode samarbejde vi har med de danske regioner om at udvikle en omkostningseffektiv ambulancetjeneste i verdensklasse kommer os - og dermed det danske samfund - til gode, når vi byder på ambulanceopgaver uden for Danmark", siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen.
De tre områder omkring Barcelona har 2,1 millioner indbyggere, og Falck indsætter 383 ambulancer og patienttransportkøretøjer samt godt 1000 medarbejdere til at varetage sine opgaver.
Etableringen af den nye omfattende ambulancetjeneste er meget krævende og bliver understøttet af erfarne teams fra de forskellige lande, hvor Falck løser ambulanceopgaver.
"Vi står over for den mest krævende opstartsopgave på ambulanceområdet i Falcks historie og sætter alle vores ressourcer ind på at løse opgaven til de catalonske borgeres og myndigheders tilfredshed", siger Allan Søgaard Larsen.
Siden 2012 har Falck sammen med en lokal partner drevet en mindre ambulancetjeneste nordøst for Barcelona under navnet Falck VL.
Falck bød på seks områder i udbuddet - og vandt dem alle - men kan som følge af restriktioner i udbudsmaterialet kun indgå kontrakter om tre af områderne. Kontrakterne kan underskrives efter en klagefrist på to uger.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.