Efter to ugers strejke indgik Falck i dag et forlig med
redderne om en ny overenskomst. Overenskomst giver Falck-redderne lidt mere i
lønningsposen, til gengæld skal de være lidt mere fleksible.
- Det giver os mulighed for at tilrettelægge arbejdet bedre, tilpasse
afspadseringen bedre og tilpasse vagterne efter vores ønske, siger Louis Honoré,
informationschef i Falck.
Han er yderst tilfreds med aftalen, og glæder sig til at yde
danskerne bedre hjælp.
Men selvom det er gode nyheder, så vil det vare lidt tid,
før de 4.000 falck-reddere kan komme oversvømmede kældre og strejkende biler til
hjælp. Overenskomsten skal nemlig først godkendes af medlemmerne, før redderne
går i arbejde igen.
- Det er de regelsæt, som nu engang ligger. Vi ved jo ikke,
om medlemmerne stemmer ja. Nu tager vi rundt i landet og informerer om
overenskomsten, før medlemmerne skal stemme om den. Vi kan jo ikke indgå et
forlig over hovedet på medlemmerne, siger formanden for Reddernes Landsklub, Palle
Thirstrup.
Han er dog meget tilfreds med den 3-årige overenskomst, som
sikrer hans medlemmer det de kom efter: Mere i løn.
- Vi har fået lidt flere kroner, og jeg synes, resultatet er
meget tilfredsstillende, siger Palle Thirstrup.
Selvom redderne ikke går i arbejde, før de har stemt om
overenskomsten, kan Falck nu sende opgaverne videre, så Falck-kunder kan få
hjælp, hvis de havner i problemer.